Høgdals historie

Høgdal går helt tilbage til 1796, hvor Jens Jensen Lemming sammen med sin familie byggede gården. Siden er ejendommen gået i arv fra far til søn i fem generationer.

Femte generation på gården var Jens og Peder Jensen. De to brødre er omdrejningspunktet for Høgdals historie og årsagen til, at vi i dag har en fin besøgsgård, hvor tiden har fået lov til at stå stille.

Jens og Peder (foto: Silkeborg Arkiv)

Jens og Peders forældre hed Maren og Jens. Deres førstefødte, som blev født i oktober 1899, skulle selvfølgelig hedde Jens ligesom sin far. Tre år senere, i september 1892, blev den anden søn født og fik navnet Peder.

Den gamle Jens Jensen, der ejede Høgdal fra 1879-1927, var kendt som en dygtig træskomand og interessen for at arbejde med træ gik i arv til Jens og Peder, som blandt andet lavede vognstænger, trillebørarme og stolper. Det hyggelige ”huggehus” hvor brødrene arbejdede med træ er stadig meget populært blandt de besøgende på Høgdal. Brødrene fik også deres eget savværk, og det satte for alvor gang i træproduktionen. Landbrugsjorden i området var der ikke meget udbytte af, så det gav god mening at satse på andre indtægtskilder. Landbruget var mad på bordet og skovbruget penge i hånden.

Høgdal kaldes også for en ’skovlovringsgård’. Det skyldes, at den ligger i det skovområde som tidligere var kendt som skovlovringsegnen. Begrebet udvidede sig med tiden til at dække de mennesker fra området, som arbejdede med træprodukter. Så hvis du hører Jens og Peder omtalt som ’skovlovringer’, så er det fordi, de var særligt gode til at arbejde med træ.

Jens og Peders far døde i 1927 og de to brødre overtog gården. Deres mor levede endnu og hun blev boende sammen med sine to sønner, indtil hun døde et årti senere i 1938.  

Efter morens død havde Jens og Peder ind i mellem en husholderske. I dag kan du stadig se det lille værelse, som var beregnet til, at en ung pige kunne bo der, når hun hjalp med arbejdet på gården. De piger, der tog arbejde på gården, valgte dog ofte hurtigt at tage deres afsked. Det skyldtes nok, at forholdene på gården, selv for den tid, var ret primitive.

Jens og Peder var nemlig meget nøjsomme, og de var af den overbevisning, at det der havde været godt nok til deres forældre, også var godt nok til dem. Så mens de fleste i omegnen fik lagt vand og strøm ind, forsatte brødrene med at bruge vandhullet til drikkevand og petroleumslamperne og ovnen leverede lys og varme. Selv et toilet mente de ikke, at de havde brug for. I dag har vi dog både rindende vand, strøm og et moderne toilet, men vi nyder stadig petroleumslampens skær og en god omgang suppe lavet på brændekomfuret.

Set med nutidens øjne levede Jens og Peder meget bæredygtigt. De købte aldrig noget, de ikke havde brug for og fik mest muligt ud af det, de nu havde. De kunne fx finde på at ligge én enkelt lille skive spegepølse på en skive rugbrød. Hver gang de tog en bid, flyttede de spegepølsen lidt tilbage, så hver bid smagte lidt af den gode pølse, men først i sidste mundfuld kom spegepølsen med.

Deres sans for økonomi skabte dem også en fin indtjening, da de begyndte at låne penge ud til folk. I en årrække lånte de penge ud til folk, som naturligvis skulle betales tilbage med afdrag. De var dog så fleksible, at kom man dagen før lånet skulle afdrages og forklarede, at man ikke havde pengene klar, så var de ofte klar til at udskyde datoen. Til gengæld var de meget bestemte, hvis afdraget ikke blev leveret til tiden uden foreliggende forklaring – så blev hele lånet krævet tilbage med det samme.

Selvom brødrene levede meget spartansk og kun Peter havde været væk fra hjemmet i en længere periode, da han var soldat og gik på landbrugsskole, så havde de også sans for finere genstande. De samlede på sjældne mønter og sølvtøj, og de havde også en fin samling af hovedvandsæg, som er små kunstfærdigt udformede beholdere til duftevand. Disse smukke antikvariske hovedvandsæg er i dag udstillet på Museum Silkeborg.

Jens og Peder var så økonomisk skarpsindige, at de 12 tønder land der fulgte med gården ved deres fars død, voksede til hele 200 tønder land i deres tid. Gården var således omgivet af et stort smukt skovområde. Det siges, at brødrene kunne gå næsten hele vejen ud til Himmelbjerget på deres egen jord.

I april 1973 døde Jens 83 år gammel og 4 år senere i december 1976 gik bort Peter i en alder af 84 år. Til hver af brødres begravelse dukkede 150 mennesker op i kirken. For nok var de noget for sig selv, med der var mange der holdt af dem. Desværre fandt hverken Jens eller Peter sig en kone, og uden børn var der ingen arvinger til Høgdal. Derfor overgik gården til Staten og i 1982 åbnede Høgdal for første gang dørene som historisk værksted.

Således sluttede historien om Jens og Peter.

Hvis du har lyst til at lære de to lidt særegne brødre bedre at kende, kan du på Høgdal købe en lille bog med beretninger om brødrene. Den koster 75 kr. og overskuddet går til frivilligforeningen Høgdals Venner, som gør en kæmpe indsats for at gøre historien om gamle dage levende på Høgdal.